onsdag den 4. februar 2009

En måned til afrejse



Den 2. marts 2009 rejser jeg en måned til Nepal og Tibet med Adventuredk.

Lidt om, hvad jeg skal opleve:

Rundrejse uge 1:
Afrejse, Kathmandu, sightseeing og studie.

Fælles afrejse fra Kastrup til Kathmandu. Efter en traditionel nepalesisk modtagelse i lufthavnen, bliver I kørt til jeres hotel, hvor I kan slappe af efter den lange flyrejse. Næste dag starter studierne med Nepals historie, men eftermiddagene er fri til at udforske de små gader – fyldt med spændende butikker og små spisesteder. Besøg f.eks. en af de mange boghandlere, Nepal har en tusindårig lang historie og er kendt for især bjergbestigning, så der findes masser af spændende læsning. De næste par dage står på studier og sightseeing – Kathmandu har et væld af religiøse monumenter, paladser, pladser og spirituelle steder. Gadebilledet er et virvar af mennesker, hellige køer, cykeltaxier, knallerter og gamle biler. Trods den hektiske aktivitet hersker der en speciel ro over byen, især omkring de store tempelkomplekser. Man mærker straks befolkningens åndelighed og selvom de fleste nepalesere lever i fattigdom, bevarer de stadig troen og smilet.


Rundrejse uge 2:
Rafting, trekking i lavlandet og junglesafari.

Ca. 3 timers kørsel fra Kathmandu starter oplevelserne med riverrafting. Nepal går for at være et af de bedste og smukkeste steder i verden at rafte. Efter udfordringerne på floden starter trekkingturen gennem det smukke landskab med udsigt til bjerge, landsbyer og skove. Det kan være overvældende, første gang I oplever en solopgang i bjergene, at se solens stråler ramme de kolde sneklædte bjergtoppe, er en helt unik oplevelse. På vejen op overnatter gruppen i telte. Lokale bærere og en kok sørger godt for jer, og I vil sikkert bliver imponeret over deres hjælpsomhed og styrke. Efter 2 dage ankommer I til Chepang, en landsby beboet af et nomadefolk, der lever som jægere og samlere. Kun for nylig er Chepang-folket begyndt at dyrke jorden og har fået semi-permanente landsbyer. Tredje dagen starter med en fantastisk udsigt over Himalaya fra ” sirai chuli”, herefter er det tid til afslapning i Chepang landsbyen, hvor I lærer om folkets traditioner og levevis. I bliver inviteret indenfor og kommer helt tæt på en meget anderledes kultur. Dagen efter vandrer I ca. 7 timer gennem den smukke skov til Dangadi, hvor I slår lejr ved et gammel fort og nyder solnedgangen over bjergene. Sidste dag med vandring i ca. 3-4 timer til lavlandet hvor jeres trek ender i Shaktikhor med et besøg på et lille Chepang museum. Herefter går turen til Chitwan nationalpark i det sydlige Nepal. 932 kvadratkilometer uberørt skov og savanne med ca. 450 forskellige fuglearter, 450 næsehorn, 75 tigre, leoparder, hjorte, aber og krokodiller. I skal bo i nationalparken på wildlife resortet, Baghmara og om aftenen afholdes informationsmøde om den kommende safari.Dagen står på 100% adventure – safari til fods, på elefantryg, i kano og i landrover. Et besøg hos elefanterne i campen giver et indblik i Chitwan parkens afhængighed af ”kæmperne”. Undervejs oplever I dyrelivet fra ryggen af elefanten, som vandrer uforstyrret gennem det barske terræn. Kommer I tæt på et af parkens næsehorn, føles det trygt at sidde højt oppe på det stærke dyr.


Rundrejse uge 3:
Pokhara og Kathmandu.

Efter den sidste tur i Chitwan kører I mod Nepals store trekking-by Pokhara, hvor I har 4 overnatninger. Byen er beliggende mellem Himalayas bjerge ved den smukke Pewa sø og er Nepals tredjestørste by med ca. 100.000 indbyggere Første dag i Pokhara skal gruppen ro i kajak på Pewa søen, herefter er dagene til fri afbenyttelse. Har I lyst til mere adventure byder byen på paragliding, sejlads på søen, mountainbiking, rafting, trekking m.m. I kan også bruge dagene på at udforske byen, shoppe eller bare nyde udsigten over bjergene og Nepals største sø. Resten af ugen er til fri disposition i Kathmandu, hvor I kan slappe af og nyde byen. Dagen før afrejsen til Tibet afholdes et informationsmøde.


Rundrejse uge 4:
Trekking i bjergene