Canyoning

Torsdag morgen stod jeg op 5.30, boerstede taender og smed rygsaekken paa ryggen. Saa traskede jeg ellers gennem Thamels smaa gader, der paa dette tidspunkt var totalt tomme bortset fra en mand, der sorterede skrald og en cykeltaxa, der ville koere mig helt til lufthavnen. Nej tak. Jeg skulle bare med en bus til the Last Resort, der ligger ca. 13 km fra Tibets graense. Turen tog kun 3 timer, men kunne ikke lade vaere med at hvine lidt engang imellem, da vi koerte op ad bjergene og var meget taet paa skraenterne, der bare gik lodrette ned i floden nedenfor. Jeg faldt i soevn i bussen og var saa traet, saa mit hoved hang bare og dinglede fra side til side. Saa saa jeg den, haengebroen i 160 meters hoejde. Den skulle jeg over for at komme over paa The Last Resort. Jeg maatte godt nok lige hive efter vejret engang for jeg vidste da godt nok at man kunne bungy jumpe derfra, men at jeg skulle over den, havde jeg ikke planlagt. Jeg gik ufatteligt langsomt og proevede paa at undgaa at kigge ned. Dem der gik bag mig blev noget utaalmodige for det regnede lidt, men jeg havde pludselig ikke travlt.

Da jeg kom over paa den anden side var jeg pavestolt. Her paa den anden side af broen laa et lille paradis paa den anden side af kloeften. Vi skulle sove i store telte og der var bygninger med toilet og bad, og der var mega flot og hyggeligt. Vi fik frokost og saa skulle jeg paa nye oplevelser. Skulle proeve canyoning, rapeling ned ad vandfald, for foerste gang. Fik udstyr og vaaddragt pa og saa gik vi ellers op i bakkerne forbi en lille landsby. Vi stoppede ved en lille flod. Saa gik instruktoeren i vandet og vi fulgte efter i vores kondisko i det iskolde vand. Vi gik mellem stenene lidt ned ad vandet og gled ogsaa flere gange paa stenene som en rutsjebane. Saa skulle vi paa det foerste fald. Jeg var noget spaendt for stolede endnu ikke fuldt ud paa at rebene kunne holde mig, og lige saa meget om jeg kunne holde mig selv. Det gik fint og jeg kom ned med god andrenalin i blodet. Da jeg stod paa jorden igen og foelte mig sikker, kiggede jeg bagud og endnu et vandfald ventede. Denne gang noget laengere og saadan fortsatte det. Har altid vaeret rimelig hoejdeskraek, men pludselig stod jeg vandret i et vandfald paa 27 meters fald. Var stolt!. Jeg rapellede nedad og pludselig var jeg under vandfaldet og blev smaddervaad og havde det bare saadan, at jeg skulle ned, fordi det var saa koldt. Da dagen startede var i 160 meter over kloeftens bund, men nu stod vi pludselig og havde rapellet ned paa bunden. Saa maatte vi ellers gaa den stejle vej op igen, men vi var saa glade, saa det betoed ingenting. Den nat sov jeg supergodt i teltet. Det var koldt, men der var store dyner, saa laa der med en kld naese, men ellers havde jeg det dejlig varmt. Fredag skulle vi ud igen. Denne gang noget vildere og vi hikkede hoejere op i terraenet. Paa et tidspunkt naaede vi op, hvor vi kunne se 3 store sneklaedte bjerge. Vi fik fortalt, at det var Tibet, og jeg fik saadan lyst til at tage derover. Vi kom til en stoerre flod og begyndte nu vores canyoning. Denne gang var der mere vand og mere hoejde. Det gik godt. Flere gang skulle vi gaa ned ad floden for at komme til et nyt vandfald, og steder maatte vi have kroppen helt i. Det var iskoldt. Paa et tidspunkt hoppede vi fra en klippe ned i vandet og jeg kunne slet ikke traekke vejret, men lavede grimasser pga kulden. Guiden maatte tage mig i haanden og hjaelpe mig, da jeg naesten ikke kunne bevaege mig.

Saa kom udfordringen. Foerst et fald paa 45 meter og derefter 65. Da jeg fik bevaeget mig ud paa kanten af de 65 meter og jeg kunne hoere vandfaldet dunre, begyndte andrenalinen at pumpe rundt i kroppen. Jeg undgik at kigge ned og firrede mig nedad. Jeg fik oeje paa bunden og der var LANGT. Fik hjertebanken og foelte bare at jeg slet ikke kunne staa fast paa den mosede klippe. Jeg kom langsomt nedad og vidste bare jeg skulle hurtigt saa muligt ned, fordi det ikke var sjovt at haenge oppe i luften. Endelig stod jeg i vand til brystet i vandfaldet og kravlede op paa kanten. Var helt udmattet og turde slet ikke bevaege mig, da jeg var bange for at falde ud over den naeste kant, der ventede mig. Jeg grinede over det hele og de andre grinede med mig. Der havde jeg virkelig overvundet mig selv.

Vi spiste frokost ved flodbredden og fik varmen i solen. Saa skulle jeg ned ad det sidste vandfald. Her var en lille grotte ind og tror jeg panikkede lidt for pludselig hang jeg bare og dinglede. Anede ikke hvad der var sket, men kiggede paa guiden, der reddede mig, da han holdt fast i torvet. Kunne ikke lade vaere med at grine, jeg var kommet til at slippe med begge haender og hang bare der. Tror jeg var begyndt at taenke i stedet for bare at slappe af. Vi fortsatte ned ad floden i det kolde vand. Rutsjede flere gange og hoppede i vandet. Vi stod nu paa bredden og skulle firres over broen i en lille kasse, de lokale ogsaa brugte. Saa sad jeg ellers der paa vej over floden, smilende over det hele, fordi det hele var overstaaet og fordi jeg havde overvundet saa mange graenser.

Elefantridning

Saa var det ellers op paa elefanten i gaar. 4 piger sad vi ovenpaa en stor elefant, klemt sammen i en lille kurv og saa vadede elefanten ellers ud i junglen. Elefantchaffoeren havde en kaep i haanden han brugte og han raabte paa elefanten og saa gik det ellers derudad. Grenene ramte os og elefanten sproejtede snot paa os, men ellers sad vi trygt i kurven paa elefantsafari. Og saa var de der pludselig, naesehornene. Vi var flere elefanter afsted og vi naaede ud til et aabent omraade, hvor vi kunne se naesehornene rigtigt, mens de gik og graessede. Faktisk var det mine 2 foerste naesehorn, jeg har set taet paa. Det var en sjov og god foelelse at se dem i naturen. Vi fortsatte paa elefantens ryg og jeg tog oceaner af billeder. Vi krydsede en flod og saa to krokodiller i vandkanten - de laa helt stille og troede ligesom ikke rigtig paa det, indtil den ene svoemmede vaek. Elefanterne sproejtede lidt men traskede helt roligt. Da vi skulle op af en lille bakke, var jeg lige ved at tro vi ville ryge af eller elefanten vaelte, men vi blev bare lidt mast op af hinanden og red ellers videre. Chaffoeren der sad paa elefantens nakke hoppede pludselig af elefanten og saa forsvandt han ellers for at tisse. Vi 4 piger sad musestille paa elefanten, da vi var bange for den ville loebe vaek med os. Efter 2 timer havde vi godt oemme balder og vi red ud af junglen ind i landsbyen. Saa sad vi ellers der, mens de lokale kiggede op paa os. Biler koerte forbi og vi red taet forbi elledningerne. Vi red helt hen til hvor vi boede. Her stod en elefanttrappe og vi kunne hoppe af. Rigtig god tur, men vrikkede nu lidt af oemhed efter at have siddet helt stille i 2,5 time i kurven.

I formiddags var jeg saa klar igen og var ude og bade paa en elefant. Var helt sej og hoppede bare op paa ryggen af elefanten sammen med manden, der foerte den og saa gik vi der i floden. Manden fik elefanten til at dykke lidt under vandet og saa forsvandt jeg ellers ogsaa ud over den ene side af elefanten, da jeg ikke kunne holde mig fast der paa ryggen. Det var saa skaegt og vildt at vaere der med elefanten som hyggede sig og sproejtede. Efter mit bad i floden var jeg ikke laengere saa ren, men til gengaeld rigtig glad.

Kanotur

Paragliding og trekking

Nu er jeg tilbage i civilisationen og kan endelig fortaelle igen. Har oplevet saa meget de sidste dage.

For det foerste, jeg jeg proevet det vildeste og bedste nogensinde. Jeg har PARAGLIDET. Jeg har altid vaeret hoejdeskraek og overvejede virkelig laenge om jeg skulle goere det. Vi koerte paa op ad bjerget i Pokhara i en lille bus. Jeg kunne flere steder se lodret ned ad skraaningen og bussen var nogle gange lige ved at gaa i staa og jeg troede, den var ved at braende sammen. Koereturen var saa vild, at jeg da jeg endelig stod paa toppen vidste jeg bare, at jeg ikke skulle nyde noget af at koere ned ad bjerget i bussen igen. Saa hellere hoppe ud over kanten. Jeg gjorde det. Jeg taenkte ikke meget over det og pludselig loeb jeg mod kanten, og saa floej jeg pludselig med en fyr, der hed Emil og var fra Bulgarien. Foerst var jeg ved at tisse i bukserne over, hvor langt ned der var og hvor meget fart og bevaegelse, der var paa. Vi svaevede med 40 km hastighed og var paa et tidspunkt i 1400-1600 meters hoejde. Foelelsen var skoen -at sidde som en anden prinsesse ig en lille stol og saa svaeve over jorden, maerke luften og intensiteten og det man bare var over jorden. Jeg glemte hurtigt hoejeskraekken og saa tog jeg billeder og kiggede mig omkring.

Vi floej helt taet paa en anden paraglider, saa de kunne roere vores faldskaerm. Troede ikke helt paa at de havde tjek paa det, men de lavede bare fis. Jeg kunne se bjergene med sne paa og sooen nedenfor og paa jorden saa jeg skoleboernene paa vej hjem fra skole i deres uniformer. Landsbyerne kunne jeg se og terrassaerne ind i bjergvaeggen. Jeg fik totalt kureret min hoejdeskraek og havde bare lyst til at fortsatte. Da vi svaevede over soeen, spurgte Emil: "Do you like tricks?" og jeg svarede "I don't know. I've never tried it". Fik totalt andrenalinshok, og han spurgte: "But you are not scared". Saa taenkte jeg: "Fandme nej" og saa blev faldskaermen ellers vendt paa hoved og side og vi lavede nogle vilde tricks, hvor det hele naermest vendte, og jeg anede ikke hvor jeg var. Var lige ved at kunne maerke det vende sig i maven og var ved at faa kvalme, men det var det sjoveste, jeg nogensinde har proevet. At vende lynhurtigt i luften lgie over det klare, blaa vand og bare nyde at give slip paa alt. Jeg skreg af grin og vi fortsatte.

Vi skulle lande ved soebredden og jeg var lidt spaendt,men hurtigt gik det og saa stod jeg paa jorden, skraldgrinene med kvalme og var svimmel. Ved siden af mig stod flere af de andre med kvalme og taet paa soeen stod boefflerne og graessede. Det var det bedste, jeg nogensinde har proevet.

TREKKING

Jeg har nu rigtig oemme laar efter 5 dages trekkingtur, men det var det vaerd. Foerste dag startede med en raftingtur, hvor vi endte ved foden af den bakke, vi skulle opad. Vi spiste en dejlig frokost og saa begyndte opstigningen ellers. Vi havde bare en lille dagrygsaek paa, men synes nu det var udfordrende at gaa opad. Baererne kom dog med vores rygsaekke, mad, telte og var totalt oppakket og saa gik de ellers opad i klipklapper. Saa kunne vi pludselig godt gaa for kunne godt ser, vi ikke havde noget at brokke os over.

Det var super smukt, lidt skyet, men vi kunne skimme bjergene og vi gik igennem smaa landsbyer. Undervejs sov vi i telte, 2 mand, og blev om morgenen vaekket og vi serveret te i teltaabningen samt at vi fik en balje med vand, saa vi kunne vaske os og det var der ellers ogsaa brug for. Meget af det, man troede der var sol paa kroppen, var bare snavs og stoev paa kroppen. Vi fik groed og broed til morgen og traskede ellers videre. Paa 3. dagen naaede vi 1800 meters hoejde og havde den skoenneste udsigt. Det blaeste lidt og vi campede ved en lille skole. Det var virkelig kun en hytte og saa med baenke til boernene. Toiletteltet blev slaaet op - der blev gravet hul og saa var der ellers medbragt toiletsaede og alt muligt, saa vi led ingen noed. Om aftenen startede de lokale med sang og trommer og saa begyndte dansen ellers paa bjerget.

Den 4. dag gik det ned ad bakke, haardt for laarmusklerne, men vi naaede frem til et gammelt fort, hvor vi skulle overnatte og der var totalt idyllisk. Vi vaagnede den sidste morgen og gik saa ned til en lille by, hvor vi blev samlet op af en lastbil med baenke. Paa stoevede grusveje koerte vi nu til Chitwan i det sydlige Nepal.

COLOURS

Colour Festival

Nepaleserne fejrer farverne og det goer de med maner. Jeg vaagnede naermest foer det lysnede, fordi boernene paa denne dag kaldet Colour Festival, har fri fra skole, saaledes de kan fejre farverne. Tidligt om morgenen er de i gang med at forberede dagen. Poserne med farver, pink, lilla, gul, groen, blaa pakkes. Vandflaskerne fyldes med vand og saa gaar de ellers i gang. Kaster farver paa hinanden eller putter farver i flaskerne med vand og sproejter som med en vandpistol, og de morer sig inderligt. De voksne er ogsaa med og hurtigt er alle helt smugt ind i farver. Jeg stod ved doeren og saa paa og det mindede mest af alt om en sneboldkrig, bortset fra at alle lignede jeg ved ikke hvad. Et par backpackere blev overfaldet med farver og saa gik de ellers selv i gang og fik de lokale farvet til.

Et par af os piger skulle paa mountainbikes rundt langs soeen. Inden vi overhovedet kom paa cyklerne havde jeg groent farve i haaret (faktisk har jeg stadig i dag et groent skaer), gult paa benene og pink pulverfarve smurgt paa armen. Saa cyklede vi ellers i den skoenne tur paa vej ud af byen, hvor det vilde farveraes fortsatte.

Det var saa smukt langt sooen i Pokhara. Bjergene bagved og det flotte vand. Vi cyklede ind i en lille landsby, men hurtigt saa jeg boernene staaende spaendte i vejkanten. De var helt klar til at lege videre. Saa vi 6 danskere stte fart paa cyklerne, men blev stadig helt vaade med vandballoner med farve i og farvet af pulver, der blev kastet paa os. En af pigerne endte faktisk i en groeft fordi en dreng loeb ud foran hende, men hun var hurtigt paa benene. Alle de steder vi kom forbi, hvor der var huse, blev der kastet farver, mens de lokale, unge og aeldre, smilede og raabte HAPPY HOLI! De var saa glade for at fejre farverne og de lo, da de saa at det isaer saa hvordan vi var blevet kuloerte under vores vej. VERY BEAUTIFUL blev der flere gange sagt. Endelig var vi tilbage i Pokhara og nu var vi klar - det var vores tur til at kaste og lege med farver paa de lokale. Jeg hoppede i bad og ved ikke hvad jeg lignede. Jeg skrubbede og skrubbede og var faktisk i bad to gange, men stadig havde jeg farve paa kroppen og mit groenne haar. Mange gaar rundt med roedt, groent haar hernede og det er bare minder fra dagen.

Ligbraending

Nepal er unik. Jeg holder mere og mere af landet. I morgen rejser vi til Pokhara, 200 km vest for Kathmandu og indtil nu har jeg kun opholdt mig i hovedstaden, men den er saa nuanceret. Bhaktapur er en smuk og meget gammel by. Gaderne er meget smalle og de lokale maend sidder og laeser avis paa hjoernet, mens kvinderne vasker toej i baljerne og boernene loeber legende rundt. Vi gik rundt i bydelen og det foregaar i 1400 meters hoejde, saa kunne godt maerke vejrtraekningen var mere svaer end normalt. Der er ingen biler i Bhaktapur, saa maaske noed jeg det derfor saa meget, da man ellers altid bliver dyttet af, naar man gaar paa gaden, fordi motorcykler, biler og cykeltaxaer kaemper om at komme foerst. Faktisk forklarede vores guide os at det koster godt 100 danske kroner at faa koerekort og man har en skriftlig test og saa skal man paa koereteknisk anlaeg, hvilket her er en mark, hvor man saa forsoeger at sno sig igennem taetstillede paele. Her er gaderne smaa og taette, saa det gaelder om at kunne sno sig i trafikken.

Jeg fik taget utallige billeder i gaderne - dagliglivet foregaar i et roligt tempo. Foelte mig nogle gange en smule dum, fordi jeg gik og tog billeder af folk i deres "baghave" - ved ikke hvad jeg ville have taenkt, hvis nogen gjorde det hjemme foran mit hus. Vi saa stederne, hvor dyreofringerne foregaar. Man ofrer en boeffel eller ged paa pladsen med et ritual og koedet tager man saa med hjem og tilbereder.

Ved Pashupatinath foregaar hinduernes ligbraending. Naar et familiemedlem doer bliver vedkommende samme dag braendt her ved floden Bagmati, som er Nepals vigtigste flod for hinduerne. Denne loeber ud i Ganges. Hvis faderen doer, skal den aeldste soen i familien saette ild til ham - oejnene, hvorefter han braender paa baalet og hvis det er moren, skal den yngste soen saette ild til hende. Vi stod paa den modsatte side af floden og saa dette og stemningen var meget speciel. Det virkede slet ikke makabert, som det kan virke for en dansker. Man fornemmede at dette var den helt rigtige maade at sige farvel til et medlem paa. Nar braendingen var overstaaet, blev resterne smidt i floden. Der var ikke meget vand og det virkede ret beskidt. Nede ved floden gik smaa drenge og samlede nogle af de stykker toej op, der blev smidt i floden. En afdoeds toej, baade det han har paa og det fra hjemmet, kan man nemlig ikke beholde. Tit samler fattige det op og bruger det.

Ovenfor floden sad flere hellige maend. En havde dreadlocks helt ned til jorden og en anden var helt noegen bortset fra et par "metalunderbukser". Der laa der to hindutempler og rundt omkring for aberne omkring.

Boudhanath er en af verdens stoerste stupaer, som er et helligt sted. Det er en meget flot hvis bygning, hvor der oeverst er oejne og naese og der haenger en masse bedeflag. Mange mennesker gaar rundt om den og beder. Der haenger mange bedemoeller, man drejer rundt -saa svarer det til at mange har bedt en million gange mere en hvis man har udtalte boennerne. Menneskeflokken bevaeger sig venstre om og gaar saa rundt om stupaen. Stemningen er ret speciel.

Kathmandu

Jeg er i Kathmandu, Nepals hovedstad, oplever denne specielle kultur ret blandet med baade paavirkning fra Indien og Kina. Under flyveturen fra Koebenhavn til Bangkok havde jeg saa svaert ved at sove, fordi det ar eftermiddag i DK, og da jeg landede midt nat hjemme. Deror faldt jeg i soevn foer flyet til Kathmandu lettede og jeg vaagnede foerst, vi skulle lande. Det var lidt underligt for en ung nepaleser, der sad ved siden af mig, kiggede intenst paa mig og blev lidt paf. Jeg opdagede dog at han sad og kiggede ud af vinduet paa bjergene og smilede lidt af mig selv. Tror aldrig han havde floejet foer. Udsigten var saa skoen. Vi floej for det foerste over bakketoeppe, hvor makkerne var lavet som terasser op ad bjerget. Desuden kunne jeg skraat forude se de sneklaedte bjergtoppe, og det foeltes saa skoent. Der var webcam i flyet, saa jeg kunne foelge med fra pilotens synsvinkel og det var lidt vildt. Man kunne se hvordan kan proevede paa at ramme landingsbane tjek paa det, men synes nu han floej lidt skaevt. Vi landede og da jeg gik ud af flyet, var det med en forventning om at blive moedt af varmen, men faktisk var det lidt koeligt og meget behageligt. Jeg fik mit visum efter lang koe og skulle nu finde chaffoeren, der skulle samle mig op. Endelig saa jeg skiltet og fulgte efter ham, men ti andre maend fulgte efter og ville have drikkepenge. Kunne ikke lige gennemskue, hvad de skulle have dem for, saa de maate gaa tomhaendet.

Koereturen til Thamel, omraadet vi skulle bo i, som er et rigtig turistkvarter i Kathmandu, var meget speciel. Der var mennesker og biler over alt og paa et tidspunkt stoppede vi for en ko, der loeb over gaden. Paa vejen var livet fuldt i gang og alle dyttede i de mange biler og scootere, og cykeltaxaerne susede ogsaa bare rundt. Jeg saa flere boern, der gik og sniffede lim i en pose, og faktisk da jeg skulle betale min regning paa internetcafeen i gaar, var det en ung fyr paa en 14-15 aar, der stod for det. Da jeg kiggede paa ham, sad han tilbagelaenet i stolen og var helt vaek i den flaske lim, han sniffede af. Blev noget forbavset og ventede lidt, men maatte tale til ham to gange foer han aabnede oejnene og saa sagde han bare det bliver 60 rupees.

Hotellet er ganske fint og faktisk synes jeg det er sjovt at stroemmen hele tiden gaar. Den anden aftenen, da jeg skulle lige til at i bad, og saa maa man ellers vente og haabe paa at man kan finde taendstikkerne eller pandelampen. Nepaleserne siger at de under urolighederne med maoisterne ikke udviklede deres energi, saa meget af deres el, maa de koebe fra Indien. Faktisk har Nepal mange floder, men de udmunder i Indien, som saa bruger det som vandkraft, hvorfor Nepal maa koebe derfra.

Maden er dejlig speciel og dahl baht er hel god. Det er en slags linsesuppe med ris, som man blander. Har faaet meget forskelligt og vil sige at maven rumsterer hver gang, jeg spiser, men det bliver bedre hver dag.

I forgaars besoegte jeg et boernehjem og det var en meget positiv oplevelse. Det var moerkt, da vi ankom omkring 18.30. Vi havde lidt svaert ved at finde det, men vi kom ind i et hus, hvor der var baelgmoerkt. Et stearinglys blev taendt, da der ikke var el og i moerket sad omkring 30 boern. Den yngste var nok 4 aar og den aeldste 16 aar. De smilede alle og Ram, som var med og som er lokal, smilede til boernene og fik dem til at synge for os. Jeg fornemmede at de var glade og at de voksne var der, fordi de holdt af at hjaelpe boernene. Det betoed meget for mig, for jeg kunne maerke glaeden, selv om stedet ikke havde meget at goere med. Jeg moedte en anden dansk pige, der arbejdede der og hun var helt vild med det. Hun fortalte at boernene ikke har moedt ret mget kaerlighed i deres liv, og der gik 3 uger inden hun fik et knus.

I dag skal jeg have undervisning om Nepal og i gaar var vi rundt i byen. Vi saa en stor stupa. Jeg laegger billeder ind saa snart jeg kan for det er meget specielt og flot. Vi skulle ogsaa se den levende gudinde KUMARI, som nu er 4 aar gammel. Jeg fortaeller mere snart.