Canyoning

Torsdag morgen stod jeg op 5.30, boerstede taender og smed rygsaekken paa ryggen. Saa traskede jeg ellers gennem Thamels smaa gader, der paa dette tidspunkt var totalt tomme bortset fra en mand, der sorterede skrald og en cykeltaxa, der ville koere mig helt til lufthavnen. Nej tak. Jeg skulle bare med en bus til the Last Resort, der ligger ca. 13 km fra Tibets graense. Turen tog kun 3 timer, men kunne ikke lade vaere med at hvine lidt engang imellem, da vi koerte op ad bjergene og var meget taet paa skraenterne, der bare gik lodrette ned i floden nedenfor. Jeg faldt i soevn i bussen og var saa traet, saa mit hoved hang bare og dinglede fra side til side. Saa saa jeg den, haengebroen i 160 meters hoejde. Den skulle jeg over for at komme over paa The Last Resort. Jeg maatte godt nok lige hive efter vejret engang for jeg vidste da godt nok at man kunne bungy jumpe derfra, men at jeg skulle over den, havde jeg ikke planlagt. Jeg gik ufatteligt langsomt og proevede paa at undgaa at kigge ned. Dem der gik bag mig blev noget utaalmodige for det regnede lidt, men jeg havde pludselig ikke travlt.

Da jeg kom over paa den anden side var jeg pavestolt. Her paa den anden side af broen laa et lille paradis paa den anden side af kloeften. Vi skulle sove i store telte og der var bygninger med toilet og bad, og der var mega flot og hyggeligt. Vi fik frokost og saa skulle jeg paa nye oplevelser. Skulle proeve canyoning, rapeling ned ad vandfald, for foerste gang. Fik udstyr og vaaddragt pa og saa gik vi ellers op i bakkerne forbi en lille landsby. Vi stoppede ved en lille flod. Saa gik instruktoeren i vandet og vi fulgte efter i vores kondisko i det iskolde vand. Vi gik mellem stenene lidt ned ad vandet og gled ogsaa flere gange paa stenene som en rutsjebane. Saa skulle vi paa det foerste fald. Jeg var noget spaendt for stolede endnu ikke fuldt ud paa at rebene kunne holde mig, og lige saa meget om jeg kunne holde mig selv. Det gik fint og jeg kom ned med god andrenalin i blodet. Da jeg stod paa jorden igen og foelte mig sikker, kiggede jeg bagud og endnu et vandfald ventede. Denne gang noget laengere og saadan fortsatte det. Har altid vaeret rimelig hoejdeskraek, men pludselig stod jeg vandret i et vandfald paa 27 meters fald. Var stolt!. Jeg rapellede nedad og pludselig var jeg under vandfaldet og blev smaddervaad og havde det bare saadan, at jeg skulle ned, fordi det var saa koldt. Da dagen startede var i 160 meter over kloeftens bund, men nu stod vi pludselig og havde rapellet ned paa bunden. Saa maatte vi ellers gaa den stejle vej op igen, men vi var saa glade, saa det betoed ingenting. Den nat sov jeg supergodt i teltet. Det var koldt, men der var store dyner, saa laa der med en kld naese, men ellers havde jeg det dejlig varmt. Fredag skulle vi ud igen. Denne gang noget vildere og vi hikkede hoejere op i terraenet. Paa et tidspunkt naaede vi op, hvor vi kunne se 3 store sneklaedte bjerge. Vi fik fortalt, at det var Tibet, og jeg fik saadan lyst til at tage derover. Vi kom til en stoerre flod og begyndte nu vores canyoning. Denne gang var der mere vand og mere hoejde. Det gik godt. Flere gang skulle vi gaa ned ad floden for at komme til et nyt vandfald, og steder maatte vi have kroppen helt i. Det var iskoldt. Paa et tidspunkt hoppede vi fra en klippe ned i vandet og jeg kunne slet ikke traekke vejret, men lavede grimasser pga kulden. Guiden maatte tage mig i haanden og hjaelpe mig, da jeg naesten ikke kunne bevaege mig.

Saa kom udfordringen. Foerst et fald paa 45 meter og derefter 65. Da jeg fik bevaeget mig ud paa kanten af de 65 meter og jeg kunne hoere vandfaldet dunre, begyndte andrenalinen at pumpe rundt i kroppen. Jeg undgik at kigge ned og firrede mig nedad. Jeg fik oeje paa bunden og der var LANGT. Fik hjertebanken og foelte bare at jeg slet ikke kunne staa fast paa den mosede klippe. Jeg kom langsomt nedad og vidste bare jeg skulle hurtigt saa muligt ned, fordi det ikke var sjovt at haenge oppe i luften. Endelig stod jeg i vand til brystet i vandfaldet og kravlede op paa kanten. Var helt udmattet og turde slet ikke bevaege mig, da jeg var bange for at falde ud over den naeste kant, der ventede mig. Jeg grinede over det hele og de andre grinede med mig. Der havde jeg virkelig overvundet mig selv.

Vi spiste frokost ved flodbredden og fik varmen i solen. Saa skulle jeg ned ad det sidste vandfald. Her var en lille grotte ind og tror jeg panikkede lidt for pludselig hang jeg bare og dinglede. Anede ikke hvad der var sket, men kiggede paa guiden, der reddede mig, da han holdt fast i torvet. Kunne ikke lade vaere med at grine, jeg var kommet til at slippe med begge haender og hang bare der. Tror jeg var begyndt at taenke i stedet for bare at slappe af. Vi fortsatte ned ad floden i det kolde vand. Rutsjede flere gange og hoppede i vandet. Vi stod nu paa bredden og skulle firres over broen i en lille kasse, de lokale ogsaa brugte. Saa sad jeg ellers der paa vej over floden, smilende over det hele, fordi det hele var overstaaet og fordi jeg havde overvundet saa mange graenser.