Nu er jeg tilbage i civilisationen og kan endelig fortaelle igen. Har oplevet saa meget de sidste dage. 
For det foerste, jeg jeg proevet det vildeste og bedste nogensinde. Jeg har PARAGLIDET. Jeg har altid vaeret hoejdeskraek og overvejede virkelig laenge om jeg skulle goere det. Vi koerte paa op ad bjerget i Pokhara i en lille bus. Jeg kunne flere steder se lodret ned ad skraaningen og bussen var nogle gange lige ved at gaa i staa og jeg troede, den var ved at braende sammen. Koereturen var saa vild, at jeg da jeg endelig stod paa toppen vidste jeg bare, at jeg ikke skulle nyde noget af at koere ned ad bjerget i bussen igen. Saa hellere hoppe ud over kanten. Jeg gjorde det. Jeg taenkte ikke meget over det og pludselig loeb jeg mod kanten, og saa floej jeg pludselig med en fyr, der hed Emil og var fra Bulgarien. Foerst var jeg ved at tisse i bukserne over, hvor langt ned der var og hvor meget fart og bevaegelse, der var paa. Vi svaevede med 40 km hastighed og var pa
a et tidspunkt i 1400-1600 meters hoejde. Foelelsen var skoen -at sidde som en anden prinsesse ig en lille stol og saa svaeve over jorden, maerke luften og intensiteten og det man bare var over jorden. Jeg glemte hurtigt hoejeskraekken og saa tog jeg billeder og kiggede mig omkring.
Vi floej helt taet paa en anden paraglider, saa de kunne roere vores faldskaerm. Troede ikke helt paa at de havde tjek paa det, men de lavede bare fis. Jeg kunne se bjergene med sne paa og sooen nedenfor og paa jorden saa jeg skoleboernene paa vej hjem fra skole i deres uniformer. Landsbyerne kunne jeg se og terrassaerne ind i bjergvaeggen. Jeg fik totalt kureret min hoejdeskraek og havde bare lyst til at fortsatte. Da vi svaevede over soeen, spurgte Emil: "Do you like tricks?" og jeg svarede "I don't know. I've never tried it". Fik totalt andrenalinshok, og han spurgte: "But you are not scared". Saa taenkte jeg: "Fandme nej" og saa blev faldskaermen ellers vendt paa hoved og side og vi lavede nogle vilde tricks, hvor det hele naermest vendte, og jeg anede ikke hvor jeg var. Var lige ved at kunne maerke det vende sig i maven og var ved at faa kvalme, men det var det sjoveste, jeg nogensinde har proevet. At vende lynhurtigt i luften lgie over det klare, blaa vand og bare nyde at give slip paa alt. Jeg skreg af grin og vi fortsatte.
Vi skulle lande ved soebredden og jeg var lidt spaendt,men hurtigt gik det og saa stod jeg paa jorden, skraldgrinene med kvalme og var svimmel. Ved siden af mig stod flere af de andre med kvalme og taet paa soeen stod boefflerne og graessede. Det var det bedste, jeg nogensinde har proevet.
TREKKING
For det foerste, jeg jeg proevet det vildeste og bedste nogensinde. Jeg har PARAGLIDET. Jeg har altid vaeret hoejdeskraek og overvejede virkelig laenge om jeg skulle goere det. Vi koerte paa op ad bjerget i Pokhara i en lille bus. Jeg kunne flere steder se lodret ned ad skraaningen og bussen var nogle gange lige ved at gaa i staa og jeg troede, den var ved at braende sammen. Koereturen var saa vild, at jeg da jeg endelig stod paa toppen vidste jeg bare, at jeg ikke skulle nyde noget af at koere ned ad bjerget i bussen igen. Saa hellere hoppe ud over kanten. Jeg gjorde det. Jeg taenkte ikke meget over det og pludselig loeb jeg mod kanten, og saa floej jeg pludselig med en fyr, der hed Emil og var fra Bulgarien. Foerst var jeg ved at tisse i bukserne over, hvor langt ned der var og hvor meget fart og bevaegelse, der var paa. Vi svaevede med 40 km hastighed og var pa
a et tidspunkt i 1400-1600 meters hoejde. Foelelsen var skoen -at sidde som en anden prinsesse ig en lille stol og saa svaeve over jorden, maerke luften og intensiteten og det man bare var over jorden. Jeg glemte hurtigt hoejeskraekken og saa tog jeg billeder og kiggede mig omkring.Vi floej helt taet paa en anden paraglider, saa de kunne roere vores faldskaerm. Troede ikke helt paa at de havde tjek paa det, men de lavede bare fis. Jeg kunne se bjergene med sne paa og sooen nedenfor og paa jorden saa jeg skoleboernene paa vej hjem fra skole i deres uniformer. Landsbyerne kunne jeg se og terrassaerne ind i bjergvaeggen. Jeg fik totalt kureret min hoejdeskraek og havde bare lyst til at fortsatte. Da vi svaevede over soeen, spurgte Emil: "Do you like tricks?" og jeg svarede "I don't know. I've never tried it". Fik totalt andrenalinshok, og han spurgte: "But you are not scared". Saa taenkte jeg: "Fandme nej" og saa blev faldskaermen ellers vendt paa hoved og side og vi lavede nogle vilde tricks, hvor det hele naermest vendte, og jeg anede ikke hvor jeg var. Var lige ved at kunne maerke det vende sig i maven og var ved at faa kvalme, men det var det sjoveste, jeg nogensinde har proevet. At vende lynhurtigt i luften lgie over det klare, blaa vand og bare nyde at give slip paa alt. Jeg skreg af grin og vi fortsatte.
Vi skulle lande ved soebredden og jeg var lidt spaendt,men hurtigt gik det og saa stod jeg paa jorden, skraldgrinene med kvalme og var svimmel. Ved siden af mig stod flere af de andre med kvalme og taet paa soeen stod boefflerne og graessede. Det var det bedste, jeg nogensinde har proevet.
TREKKING
Jeg har nu rigtig oemme laar efter 5 dages trekkingtur, men det var det vaerd. Foerste dag startede med en raftingtur, hvor vi endte ved foden af den bakke, vi skulle opad. Vi spiste en dejlig frokost og saa begyndte opstigningen ellers. Vi havde bare en lille dagrygsaek paa, men synes nu det var udfordrende at gaa opad. Baererne kom dog med vores rygsaekke, mad, telte og var totalt oppakket og saa gik de ellers opad i klipklapper. Saa kunne vi pludselig godt gaa for kunne godt ser, vi ikke havde noget at brokke os over.
Det var super smukt, lidt skyet, men vi kunne skimme bjergene og vi gik igennem smaa landsbyer. Undervejs sov vi i telte, 2 mand, og blev om morgenen vaekket og vi serveret te i teltaabningen samt at vi fik en balje med vand, saa vi kunne vaske os og det var der ellers ogsaa brug for. Meget af det, man troede der var sol paa kroppen, var bare snavs og stoev paa kroppen. Vi fik groed og broed til morgen og traskede ellers videre. Paa 3. dagen naaede vi 1800 meters hoejde og havde den skoenneste udsigt. Det blaeste lidt og vi campede ved en lille skole. Det var virkelig kun en hytte og saa med baenke til boernene. Toiletteltet blev slaaet op - der blev gravet hul og saa var der ellers medbragt toiletsaede og alt muligt, saa vi led ingen noed. Om aftenen startede de lokale med sang og trommer og saa begyndte dansen ellers paa bjerget. 
Den 4. dag gik det ned ad bakke, haardt for laarmusklerne, men vi naaede frem til et gammelt fort, hvor vi skulle overnatte og der var totalt idyllisk. Vi vaagnede den sidste morgen og gik saa ned til en lille by, hvor vi blev samlet op af en lastbil med baenke. Paa stoevede grusveje koerte vi nu til Chitwan i det sydlige Nepal.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar